Cykelbanen i Gellerup skaber nye fællesskaber

På Jettesvej i Gellerup er en parkeringsplads forvandlet til en cykelbane, og her summer det nu af liv, grin og små sejre. Både børn og voksne øver sig på to hjul – nogle for allerførste gang, andre efter mange års pause.
49-årige Abdi Mohamed er en af dem, der har taget springet:
“Mange tror, man ikke kan lære at cykle som voksen. Men jeg har vist både mig selv og mine børn, at det kan man godt. Det kræver bare et trygt sted at øve sig – og den bane har vi nu,” fortæller han til Gellerup.nu.
For Abdi betyder det især noget at kunne cykle sammen med sine børn – og at kunne færdes lettere i en by, hvor bilkørsel i stigende grad er begrænset.
Fra parkeringsplads til læringsrum
Cykelbanen er blevet til i et samarbejde mellem Bydelsmødrene i 8220, Aarhus Kommunes projekt “Klar, parat, kør”, Brabrand Boligforening, Det Boligsociale Hus og Dansk Skolecykling. Dansk Skolecykling har bidraget med at tegne selve banen.
Formand for Dansk Skolecykling, Michael Bremer, peger på, at netop samskabelsen er nøglen:
“Det her projekt viser, hvordan en cykelbane kan blive til, når foreninger, kommune og boligområder løfter i flok. Vi bidrager med vores faglighed i at designe banen, men det er lokalsamfundet, der gør den levende. Det er en model, vi meget gerne vil udbrede til andre boligsociale områder i landet.”
“Vi drømmer om, at cykellegepladser og cykelbaner som denne bliver en fast del af bybilledet i mange flere boligområder. Vi ved, at det virker – nu handler det om at brede erfaringerne ud“.
Nye veje til og i arbejdet
For sosu-hjælperen Jihan Beynah er cykelbanen ikke bare en legeplads – det er et springbræt til nye muligheder i arbejdslivet. Hun kan godt cykle, men har aldrig følt sig tryg i Aarhus’ travle trafik. Derfor har hun denne sommer trænet på banen med ét erklæret mål: at kunne cykle til og under arbejdet i hjemmeplejen.
“Jeg går rigtig mange skridt hver dag, og det kan være hårdt i længden. Jeg drømmer om at cykle mellem borgerne – både for at spare kræfter og fordi det er hurtigere,” fortæller hun til TV2 Østjylland.
Med et diplom fra cykelskolen i hånden er hun nu tættere på at kunne bruge cyklen aktivt i sit job.
Tryghed, trivsel og selvstændighed
For mange voksne handler cykelbanen ikke kun om at lære balancen, men om at genvinde trygheden, så cyklen kan blive en reel del af hverdagen.
Anne-Kathrine Niebuhr, der er boligsocial medarbejder i Brabrand Boligforening oplever, at deltagerne hurtigt får succesoplevelser:
“Når man først har mærket, at cyklen kan bære én, så er man i gang. Og så spreder smilet sig. For mange betyder det også større frihed, fordi de ikke længere er afhængige af busser eller andres hjælp,” siger hun til Gellerup.nu.
Efter kurset har deltagerne fået hjælp til at finde brugte cykler, så de kan fortsætte på egen hånd. Det giver både større trivsel, øget selvstændighed og nye muligheder for deltagelse i fællesskabet.
Et samlingspunkt for hele bydelen
Banen på Jettesvej er kun begyndelsen. Snart kommer der bord-bænkesæt og et legehus i midten, så pladsen også kan fungere som et mødested. Elever fra Kløverskolen vil bruge banen i undervisningen, og på sigt kan lokale familier også frit låne både børne- og voksencykler.
Michael Bremer fra Dansk Skolecykling ser et stort perspektiv i at brede modellen ud:
“Når vi etablerer en cykelbane, handler det ikke kun om at lære at cykle. Det handler om at skabe et samlingspunkt, hvor familier mødes, hvor børn bliver mere trafiksikre – og hvor voksne får nye kompetencer, der kan bruges i både fritid og arbejdsliv. Hvis vi kan rulle det her ud flere steder i landet, kan det virkelig gøre en forskel.”
Klar til udbredelse
Banen i Gellerup er allerede en succes, og Bydelsmødrene inviterer snart til officiel åbning. Men erfaringerne peger videre: Cykelbaner skaber ikke bare cyklister – de skaber trivsel, selvstændighed og fællesskab.
“Vi drømmer om, at cykellegepladser og cykelbaner som denne bliver en fast del af bybilledet i mange flere boligområder. Vi ved, at det virker – nu handler det om at brede erfaringerne ud,” afslutter Michael Bremer fra Dansk Skolecykling.
Med citater fra Gellerup.nu, TV2 Østjylland og Dansk Skolecykling.
Vil du vide mere?
Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.