Familier får hjælp til at cykle på biblioteker

Et nyt samarbejde mellem Dansk Skolecykling og biblioteker i Aarhus Kommune får flere familier til at vælge cyklen. I weekenden mødes forældre og børn omkring cykling i alle former. Det gode initiativ er allerede ved at brede sig til biblioteker i andre kommuner.  

Dansk Skolecykling har i mange år lavet cykeltræning med børn i institutioner og skoler, men det har været svært at nå forældrene. Det bliver der heldigvis lavet om på nu. I samarbejde med bibliotekerne i Aarhus Kommune tilbyder Dansk Skolecykling cykeltræning for hele familien, og det har vist sig at være en stor succes.

Ebbe Snerling, der er instruktør i Dansk Skolecykling, fortæller:

”Lærerne og pædagogerne er begejstrede for cykeltræningen, men vi har haft svært ved at bygge bro til forældrene. Børnene kommer måske hjem med et cykeldiplom og fortæller om dagen, men så sker der ikke mere. Når vi laver cykeltræning med familierne på bibliotekerne, får forældrene blik for, hvor dygtige børnene er til at cykle, og det giver dem mod på mere”.

En fælles oplevelse for hele familien
Der er ingen faste rammer for samarbejdet med bibliotekerne, så det er de lokale behov og de enkelte medarbejderes kreativitet, der afgør, hvordan arrangementerne ser ud. Arrangementerne ligger typisk i weekenderne og strækker sig over et par timer, hvor forældrene får hjælp til at indstille cykeludstyret korrekt og understøtte børnenes cykling gennem øvelser og leg.

”Børnene rykker sig meget, når forældrene bliver guidet til at støtte dem. Hvis børnene i forvejen har cyklet på løbecykel, så lykkes det næsten altid at fjerne deres støttehjul, og indenfor en time så cykler de bare. Det er altid en kæmpe succesoplevelse for alle. Uanset børnenes standpunkt, så får de altid gode oplevelser at bygge videre på,” fortæller Ebbe Snerling.

Dansk Skolecykling samarbejder blandt andet med Lystrup Bibliotek. Her oplever biblioteksformidler Anne-Kirstine Vad Stoklund, at forældrene deltager mere aktivt, når der er cykling involveret.

“På bibliotekerne er det tit børnene, der er fokus, når vi for eksempel læser højt for dem, mens forældrene sidder ved siden af og kigger på, men til cykeltræningen med Dansk Skolecykling er forældrene med til øvelserne. Det skaber en fælles oplevelse for alle”.

”Når vi laver cykeltræning med familierne på bibliotekerne, får forældrene blik for, hvor dygtige børnene er til at cykle, og det giver dem mod på mere”.

Kun kreativiteten sætter grænser
Da samarbejdet med Dansk Skolecykling formede, sig fandt Anne-Kirstine Vad Stoklund på et væld af forskellige aktiviteter med cyklen i centrum. Hun læste blandt andet højt fra Cykelmyggen Egon og inviterede familierne på skattejagt, hvor de skulle samle dele til cykelmyggens cykel, men som Anne-Kirstine understreger, kan arrangementerne tage mange former.

“I virkeligheden behøver det ikke være så stort. Det kan gøres ganske simpelt med cykeltræning og højtlæsning. Den kombination åbner for helt nye oplevelser for familierne”.

Ebbe Snerling supplerer:

”Det er fantastisk at opleve, hvordan børnene først leger på cyklerne og så bagefter falder helt til ro, mens de spiser madpakker og lytter til cykelfortællinger. De relaterer til cykelhistorierne på en anden måde, når de lige har cyklet selv. Der er ligesom noget, der falder på plads”.

Leg og læring går hånd i hånd
Under samarbejdet med Dansk Skolecykling har Anne-Kirsten Vad Stoklund erfaret, hvordan legen baner vejen for læring.

”Der er en fællesnævner mellem Dansk Skolecykling og bibliotekerne, for vi går til læring på samme måde. Både læsning og cykling er en færdighed, men det skal ikke være en pligt. Der skal være fokus på leg og lyst. Det er en fed måde at lære noget på.”

Nye vaner i familierne
Bibliotekerne annoncerer for cykeldagene, og nogle bibliotekarer er også gode til at fortælle om arrangementerne til dem, som måske ikke ville opdage selv. På den måde er det alle typer familier, der deltager. Under cykeltræningen får instruktørerne mulighed for at motivere forældrene til at integrere cyklen i dagligdagen. Ebbe Snerling fortæller:

”Morgenerne kan være intense i børnefamilier, men hvis man kan cykle på vejen hjem fra børnehave og skole, så får barnet en stund til at lande efter en lang dag. Hvis de kommer ind i en bil, klapper de sammen, men på cyklen får de frisk luft, en hyggestund og bevægelse”.

Vil du vide mere?

Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.