Når samskabelse giver cykelglæde og grøn omstilling

I Gladsaxe er en ny cykelbane blevet et samlingspunkt for børnehaver, skoler og familier. Erfaringen viser, at samskabelse på tværs er nøglen til succes – og en model, andre kommuner kan lade sig inspirere af.
En cykelbane er meget mere end asfalt og maling. Den er et mødepunkt, et fællesskab og et skridt mod en grønnere hverdag. I Mørkhøj har Gladsaxe Kommune, Dansk Skolecykling og den boligsociale indsats skabt et anlæg, der allerede summer af liv.
“Når børn cykler, smiler de. Og det er faktisk dét, der driver os alle sammen. Vi kan bidrage med fagligheden, men succesen afhænger af, at kommunen og de lokale vil være med. Det er dér, det bliver en succes,” siger Michael Bremer, der er formand for Dansk Skolecykling.
Grøn omstilling starter med børnene
For kommunen er cykelbanen et vigtigt led i den grønne omstilling.
“Vi skal have folk ud af bilerne og op på cyklerne. Derfor arbejder vi for, at flere vælger grønne og bæredygtige transportformer. Her har vi valgt at starte med børnene, for hvis det er sjovt og legende, så får børnene gode muligheder for at lære at cykle tidligt i livet,” siger Michael Vitus, der er kommunikationskonsulent for Enhed for grøn omstilling i Gladsaxe Kommune.
Et socialt løft og nye fællesskaber
Samtidig er cykelbanen blevet en del af Gladsaxes indsats for social balance i boligområderne.
“Vi arbejder områdebaseret og ser, at nogle steder har brug for et ekstra løft. Her giver cykelbanen mening, fordi den både taler til skoler, børnehuse og familier – og skaber tryghed og nye mødesteder. Vi vil samle generationerne på tværs,” siger Christian Gjedsig Grauslund, der er teamkoordinator for social balance i Mørkhøj.
Fra projekt til levende mødested
Alle parter er enige om, at det ikke må stoppe med selve anlægget. Dansk Skolecykling vil løbende være med til at skabe liv på banen gennem events og kurser for institutioner og skoler, mens kommunen planlægger åbne aktiviteter for familier.
“Hvis man bare bygger banerne, bliver de brugt, men ikke af alle. Vores opgave er at aktivere dem, så både skoler, dagtilbud og familier får glæde af dem,” siger Michael Bremer fra Dansk Skolecykling.
Inspiration til andre kommuner
For aktørerne i Gladsaxe er cykelbanen blevet et symbol på, hvad der kan lade sig gøre, når man arbejder på tværs. Fra By- og Miljøforvaltningen på rådhuset til pædagoger, lokale aktører og kunstneren Stine Hvid, som har udsmykket gavlene med børnenes egne tegninger. Selv de lokale skoleelever har bygget bænke og blomsterkasser til området.
“Vi er stolte af, hvad vi har skabt sammen. Det er en kæmpe optur at se børnene cykle – og samtidig ved vi, at det her kan gøre en forskel både for fællesskabet og for den grønne omstilling.”
“Vi er stolte af, hvad vi har skabt sammen. Det er en kæmpe optur at se børnene cykle – og samtidig ved vi, at det her kan gøre en forskel både for fællesskabet og for den grønne omstilling,” siger Michael Vitus fra Gladsaxe Kommune.
Det er netop fællesskabet, der gør projektet stærkt. Cykelbanen i Mørkhøj er dermed ikke kun en lokal succes, men også et eksempel på, hvordan den grønne omstilling også kan skabe både sundhed, fællesskab og bæredygtig mobilitet, når de tør satse på samskabelse.
Cykelbaner bliver udbredt i flere kommuner
Dansk Skolecykling bidrager med en stærk faglighed i forhold til børns cykelglæde og trafiksikkerhed. Men lige så vigtigt er respekten for kommunernes viden og rammer.
“Jeg kender jo ikke svingradius på en asfaltmaskine. Derfor handler det om at lytte til hinanden. Vi kommer aldrig ud som konsulenter, der bare afleverer et produkt. Vi gør det her sammen – og det er dét, der gør forskellen,” siger Michael Bremer fra Dansk Skolecykling.
Netop den handlekraft og den samskabende tilgang er grunden til, at stadig flere kommuner vælger at satse på cykelbaner med Dansk Skolecykling. Aarhus og Aalborg er blandt de steder, hvor børn allerede mærker glæden – og hvor samarbejdet på tværs har skabt varige resultater.







Vil du vide mere?
Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.