Silkeborg-indsats ændrer børns cykelvaner

For få år siden stod cykelstativerne ved Gjessø Skole næsten tomme. Hele 87 procent af børnene blev kørt i skole, selvom der var gode forhold for cyklister i den lille landsby uden for Silkeborg. Takket være en fælles indsats mellem skole, børnehave, kommune og Dansk Skolecykling er det lykkedes at ændre cykelkulturen, så flere børn nu vælger cyklen.
Som lærer på den lokale skole undrede Manja Madsen sig over, at så få elever cyklede til skole i den landsby, hvor hun også selv bor – og det fik hende til at handle.
“Jeg syntes simpelthen, det var mærkeligt. Vi bor et sted, hvor det er sikkert at cykle, og langt de fleste bor tæt på, så jeg gik til ledelsen og sagde: Vi bliver nødt til at gøre noget,” fortæller hun.
En samlet indsats virker
Ledelsen bakkede op, og samtidig havde Silkeborg Kommune et ønske om at styrke cykelkulturen i byen. I samarbejde med Dansk Skolecykling og med inspiration fra Cyklistforbundet satte Manja flere initiativer i gang for at styrke cykelkulturen blandt børnene i byen.
Hun meldte skolen til kampagnen ”Alle børn cykler”, hun fik sat cykling på skemaet som valgfag, hun skabte en intern konkurrence på skolen, hvor elevrådet delte gaver ud til de elever, der cyklede mest, og hun indgik et samarbejde med Dansk Skolecykling, hvor instruktører Pernille Schneider lavede cykeltræning med børnene og gav lærerne konkret inspiration til at inddrage cykling i undervisningen.
”Instruktøren fra Dansk Skolecykling har været fantastisk. Jeg kan altid skrive til hende for at få sparring, og materialerne vi har fået fra foreningen er geniale – vi kan direkte bruge dem direkte i undervisningen”, siger Manja.
Forældrene skal give slip
I arbejdet med at ændre cykelturen på skolen, gik det hurtigt op for Manja, at indsatsen skal starte allerede i børnehaven, hvor de første transportvaner bliver etableret.
“Det er svært at ændre på skolebørn, når forældrene allerede har etableret en transportkultur. Derfor giver det mening at begynde med de yngste i børnehaven,” siger Manja.
Derfor har hun fået timer til at deltage i alle forældremøder i både børnehaven og i skolens 0.-6. klasser, hvor hun holder oplæg om børns robusthed og sammenhængen mellem at transportere sig selv og kunne klare andre svære opgaver.
“Det er nemmere at sætte barnet ind i bilen, men når vi gør det, fratager vi børnene muligheden for at opleve, at de kan selv. De mister ansvar og robusthed. Når børnene selv kan cykle i skole, vokser de enormt med det,” siger Manja.
Som følge af det oplever Manja, at langt de fleste børn er trygge på cyklen, når de starter på skolen.
”Børnene er glade for at cykle. Det er forældrene, jeg skal arbejde mest med – de skal turde give slip. Mange siger, at tasken er for tung at cykle med, eller at det er synd for børnene. Men det er ikke synd – de kan sagtens klare det”, siger Manja.
“Det er nemmere at sætte barnet ind i bilen, men når vi gør det, fratager vi børnene muligheden for at opleve, at de kan selv. De mister ansvar og robusthed. Når børnene selv kan cykle i skole, vokser de enormt med det.”
Pimp my bike
I børnehaven, som ligger i samme bygning som skolen, har Pernille Schneider fra Dansk Skolecykling også lavet cykeltræning med børnene og givet pædagogerne inspiration til at fortsætte træningen selv. Pædagogisk leder Gry Sand Bøgh fremhæver fordelen i at skabe et sammenhængende børneliv, hvor de tager læringen fra børnehaven med sig videre i skolen:
”Der er nogle kompetencer, de øver sig på allerede i børnehaven. Det giver dem andre forudsætninger i skolen, at de allerede kender trafikregler og har de grundmotoriske egenskaber på plads”, siger Gry.
Gry fortæller, at samarbejdet med Dansk Skolecykling har givet dem inspiration til at indtænke cyklingen i dagligdagen. Hver mandag har børnene cykler med og øver sig på cykelbanen, ligesom de er begyndt at tage på småture rundt i lokalområdet, så børnene får blik for de gode stier og ruter i byen. Tit finder børnene også selv på nye lege og initiativer, som pædagogerne griber.
”Da børnene viste interesse for at pynte cyklerne, greb vi muligheden og lavede et pimp my bike-tema, bvor alle børnene havde cykler med og klargjorde dem med vask og pomponer. På den måde bliver cyklen helt naturligt integreret i vores aktiviteter”, siger Gry.
Små skridt – stor forskel
At ændre en kultur sker ikke fra den ene dag til den anden. Ifølge Manja kræver det tålmodighed, opbakning fra ledelsen og en tovholder, der brænder for sagen. Selv har hun som færdselslærer ladet sig inspirere af andre skoler i kommunen, som har delt deres erfaringer på netværksmøder.
“Små skridt kan have enorm betydning på den lange bane. Det hele går op i en højere enhed, når man er flere instanser, der arbejder sammen,” siger Manja.
Fyldte stativer og nye vaner
Den fælles indsats i landsbyen allerede skabt mærkbare resultater: flere børn cykler, forældrene udfordres til at give slip – og en ny cykelkultur er på vej frem. I dag bugner cykelstativerne af de cykler, som de er skabt til.

Vil du vide mere?
Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.