Cykling i skoler

Børn i skolealderen er nysgerrige og motorisk klar til at cykle. Legende indlæring er hele deres identitet. Vi træner deres cykelfærdigheder og relaterer cyklingen til skolefag, fællesskab og trafiksikkerhed.

De seneste 10 år har der været et markant fald i antallet af børn, der dagligt cykler til skole eller i deres fritid. Blandt de 10-17-årige udgør faldet 32 %. Der har igennem mange år været udført cykelkampagner uden en signifikant effekt i et længere perspektiv. Det er således kun i de kommuner, som kontinuerligt har fokus på at skabe kompetencegivende cykelaktiviteter for børn, at de har undgået det markante fald af børn, der cykler i hverdagen.

I et samarbejde med kommunerne tilbyder vi cykeltræning i skolerne, som kan være med til at sikre, at flere børn tilvælger cyklen. Undersøgelser viser, at cyklingen giver daglig motion, gør det lettere at deltage i fritidsaktiviteter med jævnaldrende og styrker børnenes selvstændighed og livskvalitet.

Sådan gør vi

I vores klasseforløb for 0.-5. klasser tager cykeltræningen udgangspunkt i kropslige oplevelser og erfaringer. Vi starter og slutter med øvelser, der gør, at børnene kan se, hvor meget de har flyttet sig på kort tid. En af metoderne er at inkludere den lille cyklistprøve til sidst i forløbet. Vi laver øvelser som førerhund, ringridning, bowling, vasketøj, bingo og additionsstafet. På den måde kombinerer vi cykelsjov, fysisk aktiviteter og kompetencetræning.

Projektet er støttet af Nordea-fonden.

I vores klasseforløb for 6.-9.-klasser laver vi cykeltræning, som er med til at sikre en bedre trafiksikkerhed, større cykelglæde og færre ulykker. Vi laver eksempelvis cykelaktiviteter omkring skolen lokalt, mountainbike-aktiviteter og arrangerer cykelfestivaller på skolerne med fokus på at skabe en fælles cykelkultur. Desuden understøtter vi lærerne i at fastholde cykling som aktivitet i idrætstimerne og at tage klassen med ud på tur i undervisningen. Målet er, at eleverne fastholdes som cyklister eller begynder at cykle.

Projektet er støttet af Vejdirektoratets Cykelpulje.

Tre gode tips til at skabe et bedre cykelmiljø på skolerne

  1. Cykelkulturen på skolen står stærkest, hvis både ledelse, personale, forældre og elever arbejder for det.
  2. Ildsjæle, der gerne vil dele ud af deres cykelglæde, kan være uvurderlige i en cykelindsats
  3. Tag små skridt for eksempel når børnene skal lære at slippe styret for at signalere. Det er godt for motivationen, at de oplever at de bliver dygtigere med hver lille succes.

Eksempler

  • Frederikssund Kommune

    Vi laver hvert år cykeltræning for 22 tredjeklasser i kommunene. Eleverne afslutter med den lille cyklistprøve.

  • Århus Kommune

    Vi laver cykeltræning med 60 klasser fra 0.-6. klassetrin med fokus på at styrke  børnenes cykelkompetencer og cykelkulturen på skolerne.

  • Hillerød Kommune

    Vi lavede cykeltræning med de ukrainske børn, som var ankommet til kommunens skoler efter krigens start.

Vil du vide mere?

Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.

Samarbejdspartnere og bidragsydere