Om Dansk Skolecykling
Dansk Skolecykling gør det lettere, sjovere og sikrere at cykle – og arbejder for at få flere til at vælge cyklen.
Vi er på en mission
Dansk Skolecykling arbejder for, at alle skal føle sig hjemme på cyklen og se den som et oplagt redskab til den daglige transport såvel som de større oplevelser. Samtidig arbejder vi for at styrke cykelkulturen som en del af vores nationale selvforståelse og som en kilde til større fysisk og mental sundhed.
Hvis vi skal være trygge cyklister, har vi brug for god infrastruktur, viden om trafik og kompetencer til at klare cykel og færdsel. Dansk Skolecykling har især fokus på den sidste del af indsatsen, og vi ser det som vores ansvar at gøre danskerne til bedre cyklister.
- Vi tror på, at en cyklist, der øver sig, har mere overskud på cyklen.
- Vi tror på, at en cyklist med overskud har bedre forudsætninger for at orientere sig.
- Vi tror på, at en cyklist, der orienterer sig, er bedre beskyttet i trafikken.
Vi cykler – helt sikkert
I vores cykelaktiviteter arbejder vi med fokus og progression. I første omgang fokus på at kunne håndtere cyklen, og siden hen fokus på at kunne møde omgivelser og medtrafikanter sikkert. Det gør vi gennem træning og leg, hvor vi skaber et regelsæt og et narrativ, der giver rutine og bevidstgørelse af de kompetencer, der skal trænes. Ved at tilpasse sværhedsgraden og variationsmulighederne kan vi give alle deltagere mulighed for at mestre opgaverne og styrke deres indlæring og motivation. Vi bruger aktiviteter der:
- Styrker kroppen og motorikken.
- Fremmer evnen til at fokusere og koncentrere sig.
- Stimulerer det sociale gennem fælles oplevelser.
- Trækker smilet frem hos alle deltagere.
Nyhedsbrev
Modtag vores nyhedsbrev med historier og informationer om, hvad der sker i foreningen.Tusind tak for to fantastiske dage på Gentofte Skole. Det var en ren succes og både elever og lærere var meget glade og tilfredse. Et virkelig godt koncept, I har udviklet.
Anne, lærer Gentofte Skole
Vil du vide mere?
Kontakt os for mere information eller for bestilling af aktiviteter.